Kan vi undgå indbrud?
Felsted Borgerforening havde bedt Arne Dupont fra politigården i Aabenraa komme til borgermødet i forsamlingslokalerne om at undgå indbrud i huset.
Han havde mange eksempler på indbrud, og han gav mange gode råd om ting man kan gøre for at beskytte sig mod indbrud.
Det vigtigste er at sikre døre og vinduer ved hjælp af solide døre og karme, gode låse overalt samt sikre hasper og hængsler. Husk også loftslemmen, kælderen og udhuset. De forskellige tekniske løsninger er beskrevet i hæfter han medbragte. Vær særlig opmærksom på at sikre EDB-udstyr, dyre tv-apparater, smykker, fotoapparater og lignende.
Statistikken viser at tyven helst går ind på steder der ligger tilbagetrukket fra vejen og uset fra nabohuset, så der skal der sikres bedst.
Gode låse m.m. er mærket i fire "Skafor"-klasser. Rød er sikrest og dyrest, så kommer blå, grøn og gul som det billigste.
De fleste indbrud begås i dagtimerne når beboerne ikke er hjemme. Der er klogt at gøre det besværligt for tyven og ikke at gøre sit hus for tillokkende med dyre ting lige inden for vinduerne.
Få huset til at virke beboet ved hjælp af lys og lyd måske med tænd/sluk-ure og radioen.
Tyverialarmer stresser tyven, og de kan kombineres med abonnement hos et vagtselskab.
Nabohjælp kan også modvirke indbrud. Aftal at I holder øje med hinandens huse, og grib ind hvis noget virker unormalt. Når naboen er på ferie kan du slå græsplænen, bruge affaldscontaineren, tømme postkassen, hænge vasketøj ud og parkere en bil der.
Nabohjælp skaber tryghed.
Statistikken viser en fordobling i indbrud fra 2000 til 2003 også i Gråsten politikreds. Lundtoft kommune ligger lavt i statistikken, og hvis beboerne gør noget for det selv, fortsætter det nok sådan.
På politigården kan fås information og hæfter om det. De har også små opklæbningsplakater med "Nabohjælp", og man kan låne udstyr til mærkning af sine værdigenstande, hvilket bedrer muligheden for at få dem igen og for at politiet kan finde indbrudstyve.
På nettet kan du finde gode råd på www.stopindbrud.dk
Oplysende hæfter kan også fås en tid endnu hos borgerforeningens formand.
|